Hovedpine-undskyldning holder ikke!

Hovedpine-undskyldning holder ikke: Sex er den bedste løsning

Af Maria Christine Madsen 

  • Sex er muligvis den bedste løsning mod hovedpine. (Foto: Modelfoto)
 -Jeg har hovedpine, skat, siger hun, vender sig væk fra mandens kærtegn og lægger sig til at sove.

Men den undskyldning er faktisk ikke helt smart. For har du hovedpine, er sex nemlig en langt bedre smertestillende løsning end hovedpinepiller. Det har et hold af tyske neurologer ifølge telegraph.co.uk fundet ud af.

I deres undersøgelse fandt lægerne fra Münster Universitet i Tyskland frem til, at seksuel aktivitet førte til ‘delvis eller fuldkommen lindring’ af smerter fra hovedpine eller migræne. Det tyder derfor på, at undskyldningen om hovedpine er et dårligt alternativ i forhold til sex, der er kan være langt mere effektiv end smertestillende medicin.

I deres forskning, der er offentliggjort i Cephalalgia, tidsskriftet for Det Internationale Hovedpineselskab, fandt lægerne frem til, at mere end halvdelen af de hovedpinepatienter, der lider af migræne, oplevede en stor forbedring i deres smertesymptomer, hvis de havde sex, mens de havde hovedpine. En ud af fem af havde slet ingen smerter i hovedet efter sex, mens de andre, især de mandlige mirgrænepatienter, endda ‘brugte den seksuelle aktivitet som et terapeutisk værktøj’.

De tyske forskere forklarer deres fund ved, at de migræneramte forsøgspersoner ved at have sex udløste frigivelsen af endorfiner, der er kroppens naturlige smertestillende middel, gennem det centrale nervesystem. Og på den måde kan sex reducere, og i nogle tilfælde ligefrem helt fjerne, hovedpinen.

- Størstedelen af patienter med migræne eller klyngehovedpiner har ikke sex under hovedpine, konkluderede undersøgelsen ifølge telegraph.co.uk.

- Men vores data tyder derimod på, at seksuel aktivitet kan føre til delvis eller fuldkommen lindring af hovedpine i tilfælde af migræne eller klyngehovedpiner hos hovedpinepatienter, skriver lægerne i deres undersøgelse, der har titlen ‘Konsekvensen af seksuel aktivitet på idiopatisk hovedpine: Et observationsstudie’.